Menu

onsdag den 30. juni 2010

Færre skod = mere musik på Roskilde festival

De millioner, som hvert år bliver brugt på at fjerne affald efter Roskilde Festival, kunne bruges på mere musik i stedet. Det er en af grundene til, at organisationen Hold Danmark Rent uddeler smarte lommeaskebægre til de rygende festivalgæster.

Det kan synes ligegyldigt, om man smider sit cigaretskod på jorden eller ej, når man er på Roskilde Festival og kigger ud over pladsen - for der ligger i forvejen alle typer af skrald alle vegne. Men det lille filter har alligevel stor betydning, for udover at det ser ulækkert ud på jorden, er det også den type affald, der er allermest besværligt at fjerne bagefter. Pengene, som bliver brugt på at fjerne affald, kunne i stedet bruges på endnu mere musik og endnu mere glæde. Hold Danmark Rent er derfor gået sammen med Roskilde Festivals klimakampagne Green Footsteps for at få rygerne til at bruge et smart lille lommeaskebæger.

Cigaretpiger med ny funktion

Piger klædt som 50'ernes "cigaretpiger" uddeler lommeaskebægrene ganske gratis, og interessen er overvældende. Selvom festivalgæsterne har travlt med at feste, er de meget modtagelige over for ideen om ikke at svine.

Da cigaretpigerne kommer forbi "Camp Christ", hvor både øl og cigaretter forsvinder i en lind strøm før eftermiddagens planlagte "dåb" og "bryllup", er der et væld af positive reaktioner. Johnny Odgaard fra København NV er meget ivrig efter at få fat i askebægret, da pigerne deler ud i lejren, og han er helt sikker på, at han nok skal få det brugt.
- Det er jo en knaldgod idé, som han udtrykker det.

Budskabet huskes

Den holdning glæder direktør i Hold Danmark Rent, Anne Holm Hansen. En ny undersøgelse fra organisationen viser, at 66% af de kvindelige rygere og 52% af de mandlige siger, at de ville bruge et lommeaskebæger, hvis de fik et tilbudt. Alligevel er Anne Holm Hansen godt klar over, at det er noget andet at prøve at sælge budskabet til festende festivalgæster.

- Vi ved godt, at selvom folk umiddelbart synes, det er en god idé, kan det sagtens være, at de glemmer at bruge det i løbet af dagen, når øllet og stemningen går til hovedet. Men vi tror på, at en del af dem husker at bruge lommeaskebægret i de "klare" øjeblikke, og vi er ret sikre på, at vi i hvert fald har fået plantet budskabet om, at skod er skrald, så de tænker over det i deres hverdag, når de kommer hjem fra festivalen, siger Anne Holm Hansen.

Mindre affald mere musik

Green Footsteps-kampagnen er glade for, at de sammen med Hold Danmark Rent kan lære gæsterne bedre affalds-adfærd. På trods af de mange frivillige, er det nemlig ikke småpenge, der bliver brugt på at rydde op efter festivalen, og de penge kunne i stedet bruges på musikken.

- Vi bruger hvert år mellem 1,5 og 3,5 millioner kroner på at fjerne affald, når gæsterne er taget hjem. Og cigaretskod vil vi rigtig gerne have minimeret antallet af, for de kan ikke fjernes med store maskiner. Derfor er vi nødt til at have folk til manuelt at samle hvert enkelt skod op bagefter, fortæller Marie á Rogvi, projektleder på Green Footsteps-kampagnen.

De cigaretskod, som allerede er blevet trådt ned i jorden, eller som oprydderne misser, kommer til at ligge i op til fem år, før naturen har nedbrudt filteret.
Kilde: Hold Danmark Rent