Menu

lørdag den 28. marts 2009

Skovsvin, vejsvin og bysvin

I min tidlige barndom lærte mine forældre mig, at det var en alvorlig sag at smide affald i skoven. Senere flyttede svineriet ud langs veje og jernbaner, og i de senere år er svineriet flyttet ind i byerne og blevet lidt af en plage.

Det kan godt være, at det koster mange penge at holde gader og veje rene. Men tænk på hvordan en møg beskidt by virker på de turister, der kommer for at se vore flotte kulturværdier. De lægger mange penge i byen og de bære indtrykket af besøget med sig rundt i verden, hvor end de kommer fra. Jeg ved hvordan det virker på mig som turist, når jeg har været steder hvor affald og snavs ødelægger ferie indtrykket.

"Mange af os er nogle svin. Vi kaster alt fra os i den naive og forfejlede tro, at der bare kommer nogle andre og rydder op efter os. Vi kaster papir, tyggegummi, slikpapir, gratisaviser, pizzabakker, kaffekrus, papirsposer, plasticposer, flasker, kapsler, skruelåg, kasseboner, kakaokartoner, juicekartoner, cigaretpakker og cigaretskodder i tusindvis." skriver Peter Olesen i Berlingske Tidende den 26. marts 2009, i en kommentar til det tiltagende svineri i København.
Men det kunne lige så godt være Hillerød han talte om.

Hvis du er i tvivl så tag en tur ned til S-tog stationen. Det ligner i perioder en filial af vores genbrugsstation. Så meget møg og skidt ligge og flyder på baneterrænet. Her er det vigtigt at huske på at det primært er passagerene, der bruger stationen, som er kilden til de mængder af affald der flyder rundt om stationen og i baneterrænet.

Det burde være forbudt at kaste affald på gaden. Vi burde udvise mere samfundssind og tage hensyn til hinanden og fællesskabet. Vi er alle borgere i byen, og det er et fælles ansvar, at byen ser ordentligt ud, selv om kommunen er hovedansvarlig.

"Vær selv den forandring, som du ønsker at se" sagde Gandhi en gang. Så når du går en tur i byen, og skal af med noget affald, så put det i en af de affaldskurve der står rundt omkring.
Det er et godt signal at sende.

tirsdag den 24. marts 2009

Hvem holder byen ren?

For et år siden flyttede min mand og jeg til Hillerød. Vi så frem til at bo i Nordsjællands smukkeste by. En by som markerede sig som meget progressiv på alle fronter. Med masser af kulturelle aktiviteter. Masser af liv. En moderne by hvor der er tjek på det hele.

Men virkeligheden er en anden, har vi opdaget. For som borgere forventede vi, at kommunens tekniske forvaltning gjorde sit til at fastholde byens image som en smuk og i møde kommende ren by, vi kan være stolte af. Men skal vi være stolte af, at der flyder med affald overalt i byen?

Det virker som om kommunen har lagt ansvaret fra sig. Hvad siger borgerne og de mange turister der besøger Hillerød, for at se det smukke Frederiksborg Slot og Barok Haven. Det er lidt bekymrende at "ingen" gør noget ved rengøringen - at holdningen tilsyneladende er, at det er "nogen" andres ansvar at holde byen ren. Og ingen ved hvem "nogen" er!

Vi er stadig glade for at bo i dette smørhul. Men vi kunne godt tænke os at få sat gang i oprydningen, så Hillerød igen kunne blive en ren by. Så lad os være fælles om det ansvar.