Menu

torsdag den 11. marts 2010

Erantis, vintergækker og millioner af cigaretskodder

Endelig - vinteren er på retur, og det er sneen også. Naturen er ved at vågne. Et spirende forår er på vej. Inspirerende og dejligt at se solen. Fornemme at dagene langsomt bliver længere.

En kendt statsminister sagde engang fra Folketingets talerstol, "at der ikke var fejet noget ind under gulvtæppet". Det viste sig imidlertid, at det var der nu alligevel. Det samme kan vi sige om snetæppet som nu hastigt forsvinder.

For selvom by og naturen ser pæn og rent ud når sneen dækker det danske landskab, så er det også med til at dække alle vores efterladenskaber. For dem stopper vi tilsyneladende ikke med at skille os af med, når vi færdes.
Så på samme måde som med statsministerens tæppe, så afslører det smeltende snetæppe, udover forårets komme, millioner af cigaretskodder, tusindvis af bundfrosne hundelorte og uendelige mængder at engangsemballage som homo sapiens (lat. ”det tænkende menneske”) har slæbt som et møgbeskidt spor efter sig de sidste snedækkede måneder.

Naturen er nådig over for hundelorte. De vil med de stigende temperaturer og et par raske regnbyger forsvinde fra jordens overflade. Det er trods alt en hjælpende hånd til af få fjernet det svineri, mange hundeejerne efterlader sig når hunden luftes. Vi må glæde os over, at homo sapiens ikke har de samme tilbøjeligheder som hundene, når vi går tur og færdes på gader og veje.

Men det er værre med cigaretskodderne, emballagen og de knuste glas. De forsvinder ikke lige med det samme. Det tager temmelig mange år for naturen at gøre det af med den type skrald. Så der må vi alle hjælpe til.

Borgere, viceværter, frivillige organisationer, hus og boligejere og kommunen. Med forårets komme er der behov for, at vi alle giver naturen en hånd med at komme på fode igen efter en usædvanlig streng vinter. Så lad os give naturen en hjælpende hånd.

lørdag den 23. januar 2010

Ung hele livet - vælg din livsstil med omhu

Slip bekvemmeligheden og vær aktiv i din hverdag. Har du en have så vær aktiv i den. Nyd det daglige arbejde med at holde den i topform. Dyrk dine egne grønsager. Brug de metoder som økologerne anvender. Hold græsplænen på gammeldags maner med en almindelig manuel håndskubbet græsslåmaskine. Der giver god motion at tilbringe en halv til en hel time på græsplænen nogle gange om ugen. Gå eller tag cyklen i stedet for bilen når du skal klare dagens indkøb. Gør i det hele taget hvad du kan for at bygge fysisk aktivitet ind i din hverdag. Gør motion til en naturlig del af hverdagen. Vær aktiv sammen med dine venner. Find en hobby så du kan more dig og gerne sammen med dine venner. Vær aktiv og lev livet så langsom du kan. Det nedsætter risikoen for stress.

Her har du nogle tip så du kan komme i gang med at holde dig ung hele livet.
  1. Hold en daglig pause på minimum 15 minutter – enten som en lur eller en meditativ time out.
  2. Drik rødvin dagligt, men med måde. Anbefalingen lyder på en god rødvin der er så mørk som muligt. Se godt efter på hylderne næste gang du besøger din vinhandel.
  3. Spis overvejende grønt og gerne de grøntsager og frugter der er farverige, og lad kød være forbeholdt weekenderne.
  4. Spis masser af nødder hvis du kan tåle dem. 100 gram om dagen giver ekstra leveår.
  5. Undgå at spise dig mæt. Fyld altid kun maven 80 procent. Spis morgenmad som en konge, frokost som en prins og aftensmad som en tigger.
  6. Vælg din ”stamme” med omhu. Det er beviseligt at hvis dine venner eksempelvis spiser sundt, har en hobby eller er engageret på anden vis og er kærlige, så smitter det af.
  7. Sørg for at have en grund til at stå op om morgenen. Uden mening og mål mister livet værdi.
  8. Tag dig af din familie. Hvis du tager dig af dine forældre, øges sansynligheden for, at dine børn vil tage sig af dig.
  9. Sørg for at grine hver dag. Et godt grin reducere risikoen for stress.


Mere om det gode liv på hjemmesiden http://www.danbuettner.com/. Forfatter til bogen The Blue Zones som handler om de områder i verden hvor befolkningen har fundet en livsstil der forlænger livet. Bogen løfter sløret for der grundlæggende værdier for et langt og lykkeligt liv. En af hans konklusioner er at 90 procent af vores livslængde skyldes valg af livsstil og kun 10 procent relaterer sig til generne.